Logbog for René og Gittes orlov til Dalslands Kanal, Göta Kanal, Vänern, Vättern og Bohuslän Skärgård i sommeren 2009

fredag den 31. juli 2009

Så vådt som en roskildedensisk festivalplads






Nu har vi snakket en hel del om vejret - ved det godt. I gårsdagens indlæg - Del 2 - blev der vist et billede af regnen, der væltede ned. I dag kommer endnu et bevis for vejrets luner. Flimmer synes det er pragtfuldt. Han plejer at skulle "spørge om lov" til at bade. Nu kommer det helt af sig selv, når man følger stierne ved havnen.

PS: Alpha-hannens flok er desværre vendt tilbage til havnen, så nu er der gang i den igen. Det bliver en lang nat, er vi bange for.

torsdag den 30. juli 2009

Del 3: Den fortsatte saga om Alpha-hannen

Ja, han er her endnu (se Del 1). Hans flok er taget af sted, så han er i fuld gang med at skaffe sig nye beundrere.
Det er begyndt at blæse kraftigt, men Kungälv ligger jo dejligt i læ, så mange håbefulde sejlere ankommer til den lille havn her til aften - p.g.a blæsten og de hyppige, kraftige byger godt klædt på i sejlertøj og sydvest. Og op fra sit skjul under kalechen springer Alpha-hannen - stadig i nøgen overkrop - for at dirigere slagets gang, mens en stakkels Saga 27 er ved at gå på grund + en gammel spidsgatter får smadret en lanterne mod en pæl, da strømmen ta'r båden.
René overvejede seriøst at smide t-shirten og springe udfordrende op på dækket - han er jo også en ægte mand med hår på brystet. Det kunne være sjovt at se reaktionen fra nabobåden.


Billedet til højre: René spejder efter stabilt vejr

Del 2: Hold kæft hvor det regner - se selv


Billedet er taget fra vores cockpit - og stakkels René befinder sig ude i det på cykel. Han er på besøg hos en sejlmager for at høre, om vi kan få lavet en ny kaleche - et båtkapell - mens vi er her. De er meget billigere i Sverige, og vores er utæt og har efterhånden kun ½ lynlås der duer

Del 1: Dagens reportage fra Kungälv

Vi fik desværre nye naboer i går: 2 motorbåde med besætninger på i alt 8 personer i 40-50 års alderen. De var af typen: Jeg snakker og griner ligeså højt og længe det passer mig - og larmer ligeså højt og længe det passer mig. Typen der kigger lige igennem en, når man hilser.
Især er manden i nærmeste båd et studie værd - vi tror, han er alpha-hannen i gruppen. Han er i hvert fald den med den største brystkasse (læses som meget stor mave) og den kraftigste behåring, hvilket bliver demonstreret længe efter, at alle andre har taget trøjer på. Om han på bedste bavian-vis også har den rødeste bagdel vides ikke, selvom han tog brusebad oppe på sin båd ca. 1½ meter fra vores cockpit, mens vi var midt i mørbradgryden og rødvin. Vi prøvede at kigge den anden vej - vi ville jo helst ikke miste appetiten.
Alle kender sikkert typen: Han skal hele tiden fortælle historier (som han selv synes er vældig morsomme - han griner i hvert fald selv meget højt), han snakker MEGET højt og længe (faktisk er det stort set kun ham, man hører) og når de andre siger noget, svarer han efter hver sætning, som om det kun er ham, de taler til. Belastende: Enhver havns skræk.
Besætningerne er lige vågnet (klokken er 10) efter nattens udskejelser, så nu er der gang i den igen. Håber de sejler videre i dag, men der er nok ikke meget håb p.g.a. blæsten.
Nåh ... men ellers går det fint. René var en tur i Göteborg i går for at købe special-søkort over Bohuslän skärgård. Han er vildt imponeret over deres offentlige transportmidler. HT og Movia kan godt gå hjem og lægge sig.
Vi håber at kunne sejle ud i skärgården søndag eller mandag og regner med, at vi godt kan få tiden til at gå her i Kungälv så længe. Vi er nærmest kommet i famile med indehaveren af Campingpladsen og havnen. Der er ikke den ting, han ikke vil hjælpe med ang. bustider, søkort, havne, båtkapell-smed osv.
Hvis det går helt galt, kan man altid ty til Allsång på fæstningen og vikingemarked i byen i morgen. En tur i skoven er også altid god :-)
Desuden kan man få sig en vaskeægte kæmpestor cappucino på gågaden - ja, sådan en er der skam også.
Og lige nu skinner solen, selvom der var lovet heldagsregn: Det er da lige til at blive mild og glad af

tirsdag den 28. juli 2009

Vi blev en ekstra dag i Kungälv - og så har vi faktisk brokke-retten

Der er stadig kulingvarsel for vestkysten, så vi blev inde i læ: Her er jo nok at kigge på.
I går aftes gik vi tur uden om Bohus fæstningen. I dag var René på besøg inde i fæstningen. Det var en norsk konge, der
startede byggeriet af fæstningen i 1308 for at overvinde en svensk fæstning i nærheden. Borgen som dengang kontrollerede grænseelven mellem Norge og Sverige, Göta älven, blev snart et af Nordens stærkeste fæstningsværker.
Fæstningen er blevet belejret hele 14 gange, men aldrig indtaget af fjendtlige styrker.
Fæstningen havde et forfærdeligt fangehul: Et 6 meter bredt og 6 meter dybt hul - uden vinduer. Når fangerne skulle derned, blev lemmet i gulvet åbnet, og fangen sænket derned v h a reb. Dens tårn hedder forresten Fars hatt.
Ellers har vi fået dagen til at gå med gåtur op i skoven via asfalterede hårnålesving. Og vi blev belønnet med den smukkeste udsigt.
Dagens eneste byge faldt desværre, mens René på den lille bådcykel heroisk kæmpede sig 5 km - hver vej - i meget kuperet terræn for at forsøge at skaffe specialsøkort over Bohusläns skærgård.
Den stakkels mand lignede en, der havde stået under en bruser, så den kærlige hustru stod klar med håndklæder, tørt tøj og frokost. For en sikkerheds skyld tog vi et par forebyggende snapse - René for at undgå forkølelse - Gitte af solidaritet.
I eftermiddag ankom 6 både samtidig til den lille, trange, meget strømfyldte havn. Så det kan nok være, at de sørgede for en eftermiddagsunderholdning af høj klasse. Heldigvis hjalp alle hinanden, så alle kom på plads uden nogen ramlede ind i hinanden.
Om aftenen fortsatte de 5 besætninger fra team-Thisted med underholdningen om Limfjordens vande og Den lille anemone - udsat for klarinet og guitar. Som René udtrykte det: Det var lidt tungsindigt. Så er der lidt mere spræl over det, når vi giver den gas i Roskilde Havns Ormegård til Stigs fantastiske harmonika-spil.
Der gror vildt mange 2 meter høje vilde orkidéer i området. Vi bilder os i hvert fald ind, at det er orkidéer, men vi er jo ikke botanikere.

Og så har vi faktisk været i vores fulde ret til at brokke os over regnvejret: Det er den vådeste juli i Sverige i 50 år!!!!

mandag den 27. juli 2009

Nu er vi i smukke Kungälv ved Bohus fæstningen

Vi har efterhånden brokket os så meget over vejret, at vi skal undlade at kommentere dagens sejlads på Älven i øsregnvej, 14 grader og frisk til hård vind. Men blot nøjes med at konstatere, at der var en vidunderlig medstrøm der gjorde, at det gik dejlig hurtigt. Dog nåede vi i farten at se en sæl, der svømmede forbi båden. Det stakkels dyr må være kommet på afveje så langt fra Kattegat.
Vi har nu været igennem feriens sidste sluse - 104 blev det til i alt.
Vi tager ikke gennem Göteborg på vej ud i Bohus Län skærgården, men tager en lille genvej ad Nordre Älv.

Kungälv ligger som nabo til Bohus fæstningen, der hvor Göta Älven deler sig. Det er en virkelig dejlig by, hvor gæstehavnen ligger nedenfor fæstningen - med en smuk snirklet indsejling, som det første billede viser.
Efter en lidt dramatisk landing, hvor strømmen tog os - Bodil var få cm fra at kysse bagenden på en båd fra Brøndby - gik vi en tur op i den smukke by.


Vi var et smut inde i kirken, hvor der var flotte malerier på træloftet - billedet til højre viser et af udsnittene: Hvordan det ser ud hos Vorherre oppe i himlen.
Der er mange smukke, gamle træhuse i byen - en del med fantastiske døre




Vejr: Regn - 14 grader - frisk til hård vind (det kom bag på os hvor høje bølger der kunne være på Göta Älven)
Distance: 30 sømil
Sejlet i alt: 758 sømil på 134 timer og 5 min. (svarende til 1400 km)

søndag den 26. juli 2009

Trollhättan Walkabout

Vi var på motionstur fra kl. 11 til 16.30. Fra havnen langs kanalen ud til det kæmpestore sluseområde, gennem skoven, op ad bjerget og retur.
Sluseområdet er meget interessant i Trollhättan og helt bestemt et besøg værd. Det første helt gennemførte sluseanlæg blev bygget fra 1795 til 1800 og indviet i august 1800 (billedet til højre). Faktisk ligger der 3 gamle slusetrapper parallelt med det imponerende sluseanlæg, der bruges i dag. Som det kan ses på billedet, kan slusen klare både, der er lidt større end vores.



Det var en dejlig tur - liiiige bortset fra en meget lang regnbyge der nærmest havde karakter af et skybrud. Men nu var det også 2 dage siden sidste regnevejr. Vi løb i læ under klippefremspringet ved 1800-års slusen (billedet til højre er taget inden regnvejret).







Vi spiste frokost på Slusecaféen - et par imponerende rejemadder, der desværre var mere pæne end velsmagende. Men udsigten fejlede bestemt ikke noget (billedet til højre).


Hjemturen gik via kærlighedsstien gennem skoven og op ad bjerget til kobberklinten og diverse udkigsposter.
Hjemme ventede et par iskolde Grafenwalder Premium Pils - dem syntes vi godt nok også vi havde fortjent.

Da vi kom hjem holdt pinsekirken gudstjeneste på kajen. Prædikanten sang heldigvis rimelig godt, men ikke alle omkvæd var lige mindeværdige: Syng halleluja...det bli'r bedre og bedre dag for dag...

René har købt ind til en dejlig søndagsmiddag, som skal nydes lige om lidt med et godt glas rødvin ... uhm

I morgen tager vi videre mod Göteborg. Det bliver dejligt, selvom det har været 3 rigtig gode dage i Trollhättan.

lørdag den 25. juli 2009

Sådan ser 300.000 liter vand i sekundet ud

Hver dag kl. 15 bliver der lukket op for vandet i Trollhättans vandfald. 300.000 liter fosser ud i sekundet fra 3 forskellige steder. Et imponerende syn her illustreret med et før og efter billede:






Det er virkelig en begivenhed der trækker turister til. Bedste udsigtspunkt er broen over vandfaldet. Og folk løber over vejen med kameraet højt hævet for at få gode billeder fra begge sider - til fare for sig selv og deres omgivelser. For trafikken kører jo stadig.

Der er 4 el-kraftværker på Trollhätte Kanal.

I området er de gamle sluser bevaret. Også 3 stk. der aldrig rigtig kom i brug. På den til venstre blev byggeriet stoppet i 1756, inden slusen var færdig. En af de andre blev kun brugt 1 gang - til den kongelige indvielse i 1754. Så den kongelige båd er den eneste, der nogensinde har brugt slusen, Ak ... så meget spildt arbejde.

Vi leger rigtig turister i disse dage, som det også ses af næste indlæg. 5 døgnsprognosen er styg: på til 16 meter pr. sek på vestkysten så langt den rækker - dvs på torsdag. Så vi har masser af tid, desværre




Trollhättans kunst i sten - af forskellig årgang



Og det er endda kun en del af den - der er mange flere skulpturer rundt omkring i det område der ligger mellem Trollhätte Kanals nye og det gamle løb. Et flere km langt område, der er udlagt til park. Det er også her gæstehavnen ligger, så det kan ikke være bedre























Men for pokker, hvor bliver man træt af al den kultur !!













fredag den 24. juli 2009

Vi snupper lige en byferie, mens vi venter på stille vejr i Kattegat

I Vänersborg fik vi demonstreret, at vores hund har en glimrende hukommelse: Han styrede lige ned på den bro, hvor en svensker havde givet ham pølse, da vi sidst var i byen - den 9. juni - og gloede forventningsfuldt / forundret ned i de omkringliggende både.
Vi tog første lille step mod Kattegat, da vi i morges forlod Vänersborg - med den flotte skulptur ved gæstehavnen - og sejlede de 7 sømil til Trollhättan på kanalen mellem de nummererede afmærkn
inger.
Vi fandt ud af, at der faktisk både kan være bølger og hvide skumtoppe på Trollhätte Kanal, når bare det blæser over 10 meter pr. sek.
Vi lagde til i Spikön gæstehavn inde i byens centrum. Havnen er ganske lille og ligger mellem en restaurant og et stort festtelt, som begge reklamerer med party-kväll fredag aften. Men det bliver vist ikke ret vildt: Restauranten åbnede ikke og der er ikke meget party i teltet.
René var på SAAB museum, som ligger i Trollhättans oplevelsescentrum. Han tog svævebanen retur til sluseområdet, men var ikke med på idéen, da 2 drenge ville prøve at se, hvor meget man kunne få sådan en til at gynge i kablet.
Imens tog Gitte op og kiggede lidt på byen. Det blev nu ikke til så meget kiggeri, da Flimmer demonstrativt lagde sig ned, hver
gang der var en smule skygge eller en gade skulle passeres. Han bliver aldrig en byhund.
Så var det straks en helt anderledes attitude, der blev lagt for dagen, da vi senere på eftermiddagen gik tur i skoven. Han var langt forud, ganske som han plejer: Stod og spejdede bagud, når han syntes det gik for langsomt med at komme opad for os andre.
Dejlig dag med sol og tørvejr. Nu er alt på båden gennemtørt igen.

Vejr: Mest sol - 20 grader - frisk til hård vind
Distance: 7 sømil
Sejlet i alt: 728 sømil på 129 timer og 29 min.

torsdag den 23. juli 2009

Så blev Vänern krydset

Vi forlod Läckö i morges kl. 9.20 og satte kurs mod Vänersborg - til stor fortrydelse for Flimmer, som var vild med skoven og vandet og hoppede rundt på klipperne som en anden bjergged. Nogle gange så det så halsbrækkende ud, at Gitte lukkede øjnene og håbede på det bedste - René syntes, hun var for pylret.
Desuden havde Flimmer fundet sig en ny kompis på den svensk/amerikanske nabobåd - en kvinde der bare ikke kunne stå for hans bedende hundeøjne. Så Flimmer blev håndfodret med ca. ½ culottesteg, hvilket vist ikke var 100% populært hos ægtemanden.
Vi nåede at gå en dejlig morgentur i tørvejr og smukt dis, men da vi havde sejlet ca. 15 min. begyndte regnen
, og den fortsatte de 6 timer sejladsen varede. Da vi skulle lægge til i Vänersborg stod det ned i stænger, og vi blev drivvåde på rekordtid. Godt med en tør og varm kahyt, hjemmebagt rugbrød og en forebyggende snaps. Man skulle jo nødig risikere at blive forkølet.
Vi må vist vænne os til, at hveranden dag enten regner eller blæser det - eller evt. en kombination af begge dele. I dag nøjedes vi heldigvis med regnen.
I morgen går vi holdt i Trollhättan, hvor René skal på SAAB museum. Vi har desværre lige fundet ud af, at vi har rigtig, rigtig god tid. Der er kulingvarsel på vestkysten til og med slutningen af 5-døgnsprognosen. Så vi er lidt triste.

Vejr: Regn - 16 grader - svag vind
Distance: 38 sømil
Sejlet i alt: 721 sømil på 128 timer og 5 min.

onsdag den 22. juli 2009

2. del: Läckö Slott ved indsejlingen til Eken Skärgård

4½ time var vi om at nå de 7,2 km ud til Vänern. Og så var det bare om at komme videre sydpå over Vänern og ned til Läckö, hvor gæstehavnen ligger i forbindelse med slottet - hvor der var opera i slotsgården her til aften. Slottet blev bygget i 1200-tallet, som Skarabiskoppernes forsvarsborg, men den nuværende arkitektur er fra 1600-tallet.
Det var en dejlig sejlads, hvor Vänern endnu en gang viste sig fra sin pæneste side - kimmingen og horisonten gik ud i et. Vi nød at kunne sejle i vort eget tempo.
Efter lidt god mad, gik vi en dejlig tur, og Flimmer var i sit es: Skov, klipper og vand.
I morgen tager vi de sidste godt 30 sømil gennem Vänern til Trollhätte Kanal. Den sidste del af ferien bliver med skærgårdssejlads i Bohuslän nord for Göteborg.
Vi glæder os.

Vejr: Sol - 22 grader - svag vind
Distance: 34 sømil
Sejlet i alt: 683 sømil på 122 timer og 5 min.
Position: Nord 58 grader 40''6' - Øst 13 grader 09''5'

I dag sejlede vi forbi Mariestad, som vi besøgte i lørdags. Det tog 20 min. at køre i bus fra Töreboda til Mariestad.
Det tog 7 timer ad søvejen

1. Del: Konklusionen midtvejs i dagens sejlads: Vi gider ikke mere kanalsejlads nu

Beslutningen er taget: Slut med søer og kanaler. Nu skal den stå på skærgård og saltvand under kølen.Vi er ret trætte af denne her Göta Kanal. Hvilket måske ikke er helt retfærdigt for kanalen kan jo ikke gøre for, at vejret ikke er sågodt.
Men n
u vil vi sejle i saltvand i stedet for ferskvand. Desuden vil vi ikke risikere at blæse inde nordpå i Vänern. Det er jo ikke ligefrem stabilt vejr, vi har i øjeblikket. Det blæser og regner hver anden dag.
Men de næste 2 dage skulle blive stille på Vänern, så dem vil vi bruge til at nå til Trollhätte Kanal. Så hvis alt går vel, vil René kunne komme på SAAB museum på fredag. Men lad os nu se om vejrudsigten holder.
Vi forlod Lyrestad i formiddag og tog mod Sjötorp. Det var der rigtig mange andre, der også gjorde. De første lagde sig allerede i kø ved broen før kl. 8 - og den skulle være åbnet klokken 9, men "snød" og åbnede først kl. 9.45. P.g.a. den forsinkede åbning klarede vi indkøbene i Lyrestad.
Der er 8 sluser og 4 sømil. Det tog hele 4 timer, da vi sejlede den anden vej. Denne gang ligger vi nr. 13 i kø'en - og der er lige så mange efter os. Og da der kan være 4 både i en sluse, skal der ikke den store eksamen til for at regne ud, at man skal ta det lungt...

Klokken er nu 13.25. Vi ligger i kø ... igen... mangler endnu 3 sluser. Vi har ikke rigtig temperament til dette her. Topmålet var, da vi skulle ligge foran en gabende tom sluse og vente en time - ca. 10 både på rad og række - fordi der først skulle komme nogen den anden vej, før vi kunne sluses ned. Ellers var det ikke retfærdigt, blev der sagt.


Når vi engang er nået gennem de sidste 3 sluser, sejler vi videre ud på Vänern. Solen skinner og der er ingen vind. Vi kan næsten ikke vente. På billedet ses et lille uddrag af dagens kortege-sejlads.
Hvis der er net, der hvor vi havner i aften, bliver der altså 2 blogindlæg i dag.
Men der har da været lyspunkter undervejs: Det fantastiske vejr + Gitte nåede at bage rugbrød undervejs.

tirsdag den 21. juli 2009

Føj for en nat

Der er kuling, så vi bliver liggende i Lyrestad. René fortsætter med dækket og Gitte har kastet sig over rengøringen. Næste havn er Sjötorp, hvor Göta Kanal løbet ud i Vänern. Der må være stoppet godt til med både på nuværende tidspunkt, da folk ikke har kunnet komme videre de sidste par dage.
I aftes kom der en båd, der lagde sig udenpå os ved kajen. Det er der jo ikke noget galt i, hvis de bare havde sørget for, at deres båd lå stabilt op ad vores ved at sætte et såkaldt spring. Men nej ... deres båd lå og kurede frem og tilbage, så fenderne skreg, hver gang der kom et vindstød. Desuden stod deres fald og klaprede mod masten. De er ikke ret populære hos os !

Og så er det sjovt at se, hvordan René tiltrækker hannerne i gæstehavnen, når han ligger med rumpen i vejret og skifter propper - pænt kvalitets-overvåget af Flimmer. Værktøj og håndværk virker dragende på mænd, må man endnu en gang konstatere. De skal lige ha' sig en lille mandesludder og udveksle erfaringer.

mandag den 20. juli 2009

Dagens 1-2-3 etape

Vi nøjedes med 1 sømil, 2 sluser og 3 broer. Det er et fantastisk vejfungerende system, de har på Göta Kanal m h t de mange broer, man skal krydse. Broerne er fjernstyrede og har TV-overvågning. Når man nærmer sig broen, skifter trafiklyset fra rødt til hvidt som tegn på, at man er observeret. Bommene går ned for biler og fodgængere, broen ruller til side og lyset skifter til grønt for sejlerne. Oftest er det klaret så hurtigt, så man ikke behøver at stoppe op, men bare kan glide lige igennem.
Vi bliver her i Lyrestad en dag mere, da der er lovet en god gang kuling på Vänern i morgen. Så vi venter med at sejle ud på den store sø til på torsdag, hvor der er lovet 0-4 m/s.
Og hvad er dagen så gået med: René har sat nye propper i teakdækket i stedet for slidte gamle, og Gitte har vasket tøj. Og så har vi begge været på besøg til en eftermiddagsøl hos John fra Vordingborg, som er alene af sted på sommertur. Han solgte sit hus og flyttede ned i båden, da hans kone døde for 2 år siden og har masser at fortælle med en fortid som jægersoldat, sømand, smed, tømrer, jæger og et par andre erhverv.
Som særlig service for vores medtrafikanter har vi lige leget Peter Tannev på kajen, da der var mange der gerne ville have en dugfrisk vejrudsigt.

Vejr: Sol - 21 grader - frisk vind
Distance: 1 sømil
Sejlet i alt: 649 sømil på 116 timer.

Og så har vi brugt over et døgn i ventetid - bl.a. ved de 89 sluser vi indtil videre har været igennem.

søndag den 19. juli 2009

Sort sol på svensk

Dagens sejlads er der ikke meget at fortælle om: 9 sluser mellem Töreboda og Norrkvarn i silende regn.
Så var aftenens oplevelse i Töreboda meget mere interessant:
Det blæste en del og pludselig var der også en anden lyd: En utrolig skræppen
fra fugle udenfor. Hvis vi siger, at der var mindst 1000 alliker i luften er det i hvert fald ikke en overdrivelse: De flaksede rundt mellem hinanden i store flokke. Slog sig derefter ned i de store træer langs kanalen. Træernes grene blev tynget ned af de mange store fugle, som derefter pludselig lettede som på kommando for at flyve videre - alle på en gang. Billederne viser kun et lille udsnit. Man følte sig hensat til Hitchcocks "Fuglene". Der er helt sikkert en ornitologisk forklaring på fænomenet. Vi kender den bare ikke.

Vejr: Regn - 17 grader - svag vind
Distance: 5 sømil
Sejlet i alt: 648 sømil på 115 timer og 35 min.

Dejligt efter dagens sejlads at skifte til tørt tøj og spise frokost med et par varmende snapse - bare for forebyggelsens skyld.