Logbog for René og Gittes orlov til Dalslands Kanal, Göta Kanal, Vänern, Vättern og Bohuslän Skärgård i sommeren 2009

mandag den 4. maj 2009

Så er der kun 25 dage til orlov

Og det er ikke ret lang tid.
I går fik vi en aftale på plads: Der flytter en ombygningsramt børnefamilie ind i vores hus, mens vi er væk. Godt for dem og godt for os.

Men der mangler stadig en del , før vi er klar. Lige nu står multikunstneren René i værkstedet og tryller et stykke teaktræ om til 4 gribelister til båden.

Der skal også lige syes nogle gardiner. Der kom fru Gordon godt nok til at dumme sig en anelse. Havde givet hr. Gordon den opfattelse, at hun overhovedet ikke vidste, hvordan en symaskine fungerer. Hvilket jo var ganske praktisk lige indtil fruen ved en fejltagelse kom til at slippe ud, at hun engang for længe siden havde fabrikeret flere sæt gardiner. Så nu hænger fjolset nok på gardinsyningen...hvilket vel kun er rimeligt...men dræbende kedsommeligt.

Så var det straks meget, meget sjovere at sætte sig ind i, hvordan den nyindkøbte bærbare Garmin Etrex GPS fungerer - med waypoints og det hele. Hvilket i og for sig er mindst lige så vigtigt som gardiner, da den jo skal sørge for, at vi ikke farer vild i de store svenske skove.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar