Logbog for René og Gittes orlov til Dalslands Kanal, Göta Kanal, Vänern, Vättern og Bohuslän Skärgård i sommeren 2009

Viser opslag med etiketten Mollösund. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mollösund. Vis alle opslag

tirsdag den 4. august 2009

Mollösund er en hyggelig og smuk by


Hvor heldig kan man være?
Bedst som vi gik lidt rundt på må og få, mødte vi en frisk svensk 15 årig knægt Gustav. Han var ved at lufte sin hund Molly, som er en flat ligesom Flimmer. På opfordring fra Gustav fulgtes vi ad på en længere tur rundt i byen, hvor hundene legede og badede, mens Gustav på bedste guide-facon viste os byen og fortalte om dens smukkeste gamle huse, kirke, mølle, udsigts steder osv. Det var rigtig hyggeligt - dejlig dreng.
Mollösund er virkelig et besøg værd, hvis man skulle komme på disse kanter. Et fiskerleje der stadig er aktivt. Små smalle gader med smukke træhus, der ligger på kryds og tværs mellem hinanden. Visse steder er der "trappe-gader". Og så er der jo den skønneste udsigt over skärgården. Den bliver man vist aldrig træt af.
Hvis man bliver sulten eller tørstig er der både caféer og restauranter. Dagligvarer kunne vi også købe. Og så sælger Larsson friske fisk, når båden kommer i havn.
Eneste minus: Disko på kajen der startede, da vi gik i seng.

Her til morgen gik vi den tur Gustav havde anvist i går: Op til udsigtsposten, hvor fiskerkonen forgæves spejder ud over havet efter sin mand. Det er her oppe fra billedet øverst til venstre er taget.
Her til morgen sejler vi videre nordpå. Vi ved ikke helt, hvor vi ender. Det må dagen vise. Det regner desværre igen, men ikke så meget. Til gengæld er det mildt og vindstille.
Men vi er lidt triste: Har lige fundet ud af at Svend Auken er død

mandag den 3. august 2009

Oh no, It's Raining Again

I dag følte vi os i den grad inspirerede af vejret og hentede Supertramps klassiker fra bibliotekernes netmusik. Satser ikke på de andre linier kommer til at passe: "Oh, it's raining again Oh no, my love's at an end. Oh no, it's raining again Too bad I'm losing a friend ..."
For at sige det lige ud: Det pisser ned igen i dag. Men nu var det jo også sommer i går.

Vi forlod den dejlige bilfri ø Marstrand i morges og satte kurs nordpå. Vi satsede på at den svenske vejrudsigt holdt (tørvejr) og ikke den norske (regnvejr). Desuden ville vi gerne videre, mens vejret var stille.
Den første del af turen foregik da også i tørvejr. Dejlig sejlads som absolut ikke var planlagt i en lige linie fra A til B, men ind og ud mellem skær og øer - i fuld kontrol v h a special-søkort og kortplotter, selvfølgelig.
Og der er ikke noget at sige til at sejlere valfarter til Bohuslän, for her er bare så fantastisk smukt. Det viste sig desværre, at den norske vejrudsigt holdt. Til sidst regnede det så meget, at vi besluttede os for at gå i havn. Vi nød ikke omgivelserne alligevel.

Så vi gik ind i Mollösund, som så ud til at have en sådan størrelse, at der var mulighed for indkøb. Vi kom så tidligt, at vi fik en dejlig plads langskibs. Men ak ... glæden holdt kort. Kort efter ankomst, blev vi smidt væk, da der var 2 store både, der havde reserveret pladserne langskibs - det havde havnefogden bare glemt. Og så var der ingen vej udenom: Vi blev nødt til at debutere udi fortøjning med eget anker. Det går kort sagt ud på, at Gitte står på agterdækket og fægter med anker og ankerkæde. Når René siger "NU", sænker hun forsigtigt det tunge anker ned i vandet med kæden strakt, så den ikke kommer ind i skruen + tilpas forsigtigt så stakkels Bodil ikke får for mange skrammer. Det er ret vigtigt, at René siger "NU" på det rigtige tidspunkt, så ankeret kommer til at ligge tilpas langt ude i havnebassinet.
Men ak og ve ... det viste sig at en enkelt af René ellers perfekte forberedelser ikke var helt perfekt: Ankerlinen var for kort, så Bodils snude kunne ikke nå ind til kajen. Først lidt eder og forbandelser ... så ud igen ... ankeret op (tak for det stille vejr) ... linen forlænges ... båden vendes ... sejles ind igen ... René siger "NU" igen ... ned med ankeret ... py ha ... denne gang gik det godt. Så vi stod for eftermiddagsunderholdningen i dag. Og så i øsregnvejr. Forstår godt at svenskerne har automatiske ankerspil - vi har kun en "Gitte-omatic".
Vi var dog ikke ene om underholdningen. En stakkels tysk båd havde fået ankerlinen i skruen, så der måtte dykkes.
Efter at have tørret vand op i cockpittet, fik vi en god frokost, og så var humøret i top igen.
Nu venter vi bare på lidt tørvejr, så vi kan inspicere by og ø.

Vejr: Regn og halvkoldt - svag vind
Distance: 15 sømil
Sejlet i alt: 795 sømil på 140 timer og 5 min.
Position: Nord 58 grader 04''4' - Øst 11 grader 28''2'