Logbog for René og Gittes orlov til Dalslands Kanal, Göta Kanal, Vänern, Vättern og Bohuslän Skärgård i sommeren 2009

torsdag den 18. juni 2009

Fra Dalsland til Värmland

I går eftermiddag sejlede vi gennem slusen i Gustavsfors ad den smalle kanal ind på midten af den 28 km lange sø Västra Silen. Vi tog nordpå til Värmlands største by Årjäng.
Det fremgår af vores søkort, at det skulle være den eneste gæstehavn i både Västra og Östra Silen. Det bedste vi indtil videre har kunne sige om byen er:

1) Det var en meget smuk sejltur hertil - mindede meget om turen på Lelången.
2) Vi kan igen komme på nettet.
3) Vi så denne turs hidtil smukkeste svenske hus

Vi har været en tur gennem byen for at finde centrum - tror nok det var der, hvor der var en stor troldestatue. Men er ikke sikker. Her er ret charme-forladt, desværre.
I aften fejrer svenskerne midsommer, hvor der spises sild og drikkes brændevin. Dagen er en helligdag i Sverige, og de er ret smarte. Holder det ikke på en bestemt dato, men den nærmeste fredag til den længste dag. Så i dag har alle fri og der cruises i amerikanerbilerne op og ned ad Storgatan - frem og tilbage - frem og tilbage - for nedrullede vinduer og rock ud af højttalerne.
Ellers har vi døbt byen Volvo-town, for aldrig har vi set så mange volvo'er - krydret med Saab, Audi, Mercedes og VW. Der er langt mellem japanske og franske biler.
Vi har besluttet os for at droppe den videre færd på Västra og Östra Silen. Her er meget smukt og øde, men der er ingen gæstehavne. Det ville være dejligt at ligge for anker i en smuk vig, men p.g.a. af Flimmer, kan det ikke rigtig lade sig gøre. Hunden skal jo i land. Det ville helt sikkert give nogle fantastiske billeder på bloggen, når vi skulle forsøge at få 42 kg. hund op og ned i en gummibåd. Men der er grænser for, hvad vi vil underholde med.
Så om lidt sejler vi tilbage til slusen i Gustavsfors, inden vi i morgen sejler videre nordpå til Lennartsfors og den store sø Store Le på grænsen til Norge.
Håber vi møder en midsommerfest i Gustavsfors.
Så dette er sidste nyt for - i hvert fald - et par dage. Der er intet 3-net i Gustavsfors - suk !

Vejr: Blandet - Sol og skyer krydret med et par byger - ca. 15 grader og svag vind
Distance: 11 sømil
Sejlet i alt: 52 timer og 56 min.
Meter over havet: 96,7
Position: Nord 59 grader 22'',9' Øst 12 grader 07''6'

Ingen kommentarer:

Send en kommentar