
Vi bliver her i Lyrestad en dag mere, da der er lovet en god gang kuling på Vänern i morgen. Så vi venter med at sejle ud på den store sø til på torsdag, hvor der er lovet 0-4 m/s.
Og hvad er dagen så gået med: René har sat nye propper i teakdækket i stedet for slidte gamle, og Gitte har vasket tøj. Og så har vi begge været på besøg til en eftermiddagsøl hos John fra Vordingborg, som er alene af sted på sommertur. Han solgte sit hus og flyttede ned i båden, da hans kone døde for 2 år siden og har masser at fortælle med en fortid som jægersoldat, sømand, smed, tømrer, jæger og et par andre erhverv.
Som særlig service for vores medtrafikanter har vi lige leget Peter Tannev på kajen, da der var mange der gerne ville have en dugfrisk vejrudsigt.
Vejr: Sol - 21 grader - frisk vind
Distance: 1 sømil
Sejlet i alt: 649 sømil på 116 timer.
Og så har vi brugt over et døgn i ventetid - bl.a. ved de 89 sluser vi indtil videre har været igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar