Logbog for René og Gittes orlov til Dalslands Kanal, Göta Kanal, Vänern, Vättern og Bohuslän Skärgård i sommeren 2009

fredag den 24. juli 2009

Vi snupper lige en byferie, mens vi venter på stille vejr i Kattegat

I Vänersborg fik vi demonstreret, at vores hund har en glimrende hukommelse: Han styrede lige ned på den bro, hvor en svensker havde givet ham pølse, da vi sidst var i byen - den 9. juni - og gloede forventningsfuldt / forundret ned i de omkringliggende både.
Vi tog første lille step mod Kattegat, da vi i morges forlod Vänersborg - med den flotte skulptur ved gæstehavnen - og sejlede de 7 sømil til Trollhättan på kanalen mellem de nummererede afmærkn
inger.
Vi fandt ud af, at der faktisk både kan være bølger og hvide skumtoppe på Trollhätte Kanal, når bare det blæser over 10 meter pr. sek.
Vi lagde til i Spikön gæstehavn inde i byens centrum. Havnen er ganske lille og ligger mellem en restaurant og et stort festtelt, som begge reklamerer med party-kväll fredag aften. Men det bliver vist ikke ret vildt: Restauranten åbnede ikke og der er ikke meget party i teltet.
René var på SAAB museum, som ligger i Trollhättans oplevelsescentrum. Han tog svævebanen retur til sluseområdet, men var ikke med på idéen, da 2 drenge ville prøve at se, hvor meget man kunne få sådan en til at gynge i kablet.
Imens tog Gitte op og kiggede lidt på byen. Det blev nu ikke til så meget kiggeri, da Flimmer demonstrativt lagde sig ned, hver
gang der var en smule skygge eller en gade skulle passeres. Han bliver aldrig en byhund.
Så var det straks en helt anderledes attitude, der blev lagt for dagen, da vi senere på eftermiddagen gik tur i skoven. Han var langt forud, ganske som han plejer: Stod og spejdede bagud, når han syntes det gik for langsomt med at komme opad for os andre.
Dejlig dag med sol og tørvejr. Nu er alt på båden gennemtørt igen.

Vejr: Mest sol - 20 grader - frisk til hård vind
Distance: 7 sømil
Sejlet i alt: 728 sømil på 129 timer og 29 min.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar