Logbog for René og Gittes orlov til Dalslands Kanal, Göta Kanal, Vänern, Vättern og Bohuslän Skärgård i sommeren 2009

lørdag den 15. august 2009

Beretning fra et par dage i Henån

Ja ... det mest spændende der er sket, er haglvejret for et par dage siden. Men det har jo fået sit eget indlæg.
Der er ikke det store at se på i Henån, hvad et besøg på Turistbyrån da også afslørede. Da vi spurgte til udflugtsmål, fik vi anbefalet sælsafari og sejlture til de skærgårdsøer, vi allerede havde besøgt. Da vi præciserede, at vi gerne ville gå ture i naturen omkring Henån, blev den stakkels kvinde helt blank i blikket.
Det lykkedes dog for os - efter flere ihærdige forsøg - at finde en nydelig vej med en glimrende udsigt + en lille sti ind i skoven. Som det kan ses på billederne, skinnede solen i går. Det gør den ikke just i dag.
Og så havde vi besøg af vores båtkapell-dame, der skulle lave de sidste tilpasninger på den bestilte nye bådkaleche. Og det var næsten mere end vores nerver kunne holde til. I starten hang den underligt skævt - var for kort i den ene side og for lang i den anden. Der manglede et par vinduer og en del andre småting. Men det endte da med at se ganske fornuftigt ud. Når de sidste justeringer er foretaget, får vi den monteret i Göteborg på vej hjem.
I dag er det Renés fødselsdag, så vi fejrer ham på behørig vis med oksemørbrad og margaux (medbragt til formålet hjemmefra) og drukner sorgen over den forfærdelige vejrudsigt i de ædle dråber - regn og 19 m/s er i vente. Gad vide om vi når hjem til 1. september :-)
Lige om lidt tager vi videre til en lille havn - stadig indenfjords - hvor der skulle være læ for blæsevejret + natur at kigge på og gå tur i. Det bliver dejligt. 2 dage i Henån er nok. Køleskabet er fyldt op. Der er stadig ulæste bøger i reolen. Så det kan ikke gå helt galt.

1 kommentar:

  1. hej Rene og gitte
    tillykke med dagen Rene, jeg har prøvet at ringe men ikke kunnet komme igennem.det er desværre først nu jeg har fundet jeres blog, men det har så også været en underholdende time med sjove indlæg og flotte billeder, sikke en natur. håber i har det godt og glæder mig til at se jer.god fødselsdag. kærlig hilsen karsten

    SvarSlet