Logbog for René og Gittes orlov til Dalslands Kanal, Göta Kanal, Vänern, Vättern og Bohuslän Skärgård i sommeren 2009

søndag den 16. august 2009

René har ikke været rigtig sød

Det var i hvert fald skidt vejr i går på hans fødselsdag. Efter en dejlig frokost og kolosalt mange overvejelser for og imod, sejlede vi fra Henån om eftermiddagen i stille regn. Vi sejlede en ganske kort tur ind i Strömmarna til Dragsmark, hvor der gerne skulle være læ for de næste dages hårde kuling. Undervejs mødte vi temmelig mange både, som var søgt ind i fjorden.
Vi fejrede fødselsdagsbarnet med dejlig mad og pragtfuld vin.
I løbet af natten kom kulingen og på nuværende tidspunkt (søndag aften) blæser det stadig voldsomt.


Dragsmark er et sommerhusområde, og vi havde egentlig til hensigt at sejle videre ind til Bassholmen søndag formiddag, hvor der er lidt mere natur. Men det regnede og blæste en stiv kuling. Så vi blev liggende. Ind imellem bygerne har vi da også gået nogle gode ture med Flimmer.

Vores ambitioner om hvad vi skulle nå at se i skærgården er blevet fortrængt af stadig voksende frustrationer. Det blæser stadig kuling (op til 20 m/s i dag), og den næste kuling skulle komme allerede torsdag ... suk
Vi håber at kunne nå at komme til Göteborg inden da.

Lørdagens sejlads: Regn - 14 grader - svag vind mens vi sejlede
Distance: 5 sømil

Sejlet i alt: 947 sømil på 165 timer og 49 min.
Position: 58°14,3 N 11°33,5 E
Barometer: 1006 millibar

Ingen kommentarer:

Send en kommentar