Logbog for René og Gittes orlov til Dalslands Kanal, Göta Kanal, Vänern, Vättern og Bohuslän Skärgård i sommeren 2009

søndag den 9. august 2009

Vi snuppede en ukompliceret dag

I Gullholmen lå vi for første gang på ferien ved siden af danskere - rigtig flinke KDY'ere fra Rungsted. Men fra en lidt anden verden fandt vi ud af, da de spurgte, hvem vi havde til at ordne forårsklargøringen af vores båd :-)
Vejret slog om, så det blev en meget blæsende og urolig nat. Og det lyder altid ekstra voldsomt, når man ligger ved siden af moderne både med høje master, hvis rig hyler meget. Det blev ikke til meget søvn. Både kaptajnen og navigatøren var oppe i løbet af natten for at tjekke situationen.
Vi var glade for vores plads med fortøjning til en bøje. Vi er jo stadig ikke mestre i fortøjning med eget anker.
Heldigvis havde vinden lagt sig om morgenen. Men efter den manglende nattesøvn og hjernen fyldt op med indtryk fra de mange fantastiske steder, vi har besøgt de sidste dage, trængte vi til en ukompliceret dag:

  • Sejlads ad rute E6 (hvor der dog var en del trafik på kryds og tværs, som det ses på billedet)
  • Havn med masser af plads og gode faciliteter
  • Nem fortøjning til fast ankerline
  • By hvor det eneste vi ville forevige var den smilende kirke
  • Nem aftensmad: Pizza

Måske yder vi ikke byen Skärhamn fuld retfærdighed. Den er selvfølgelig ret død en søndag eftermiddag. Og vi ankom ikke tidsnok til at besøge det nordiske akvarelmuseum, som ellers nok skulle være et besøg værd.

Der er lovet en del blæst i den kommende uge, så vi sejler måske indenom et par af de store øer i stedet for ude i skærgården. Nu må vi se, hvordan vejret udvikler sig.

Vejr: Skyet med lidt regn - 18 grader - jævn vind
Distance: 14 sømil
Sejlet i alt: 879 sømil på 154 timer og 45 min.
Position: 57°39,3 N 11°32,8 E
Barometer: 1024 millibar

3 kommentarer:

  1. Ha ha, kender godt det der med at man ligger og lytter til vejret...når det viser sig fra den mere rå side. Vi havde også en nat i campingvognen, hvor vi lå på spring og var ude og tjekke forholdene flere gange om natten. Det blæste en halv pelikan da vi lå ved Bolzano...vi havde rullet markisen ud men har ikke sat stormbardun på...og det resulterede da også i en bøjet stang på markisen :O(
    Lyder sjovt med et indlæg omhandlende svenske postkasser !!! Det ser jeg frem til.
    KH Christina

    SvarSlet
  2. Hej Perletand og CO. Har først nu haft tid,
    det er ikke sådan med ferie og flid!
    Fortsat god tur det ser rigtigt godt ud,,,

    De bedste hilsner
    Claus Von Kirk ( Poeten ) KENDAN..

    SvarSlet
  3. Uha, det med vejret og bo udsat. I Island lå vi i mit gamle lille telt, købt i Brugsen for mange år siden. Jeg havde en nat, hvor jeg var lidt bange for at lægge mig til at sove, da det blæste en del. Vidste heller ikke om det kunne holde til en ordentlig omgang regnvejr. De 3 nætter vi lå i telt, artede vejret sig nogenlunde og teltet efterlod jeg på Island. Man er s'gu blevet lidt for gammel til at komme ud og ind.

    SvarSlet