Logbog for René og Gittes orlov til Dalslands Kanal, Göta Kanal, Vänern, Vättern og Bohuslän Skärgård i sommeren 2009

fredag den 7. august 2009

Vi tog en tur Skaftø Rundt i dag

Nu er det sommer for 3. dag i træk. Det er helt fantastisk. Solen skinner fra en skyfri himmel og vinden er svag. Det er så dejligt at kunne indtage alle måltider i det fri.

Så vidt vi har kunnet tyde prognoserne, skal vi ikke have for travlt med at komme ned syd for Göteborg. Der vil der nemlig blive både mere regn og blæst end her oppe nordpå. Så hvad gør man så, når det sted man vil sejle hen - Grundsund - ligger på samme ø - Skaftø - lidt syd for Fiskebäckskil? Man sejler da nord om Skaftø.

Som en ekstra bonus viste det sig at være turistfrit område. Vi mødte kun enkelte kajakker og lokale fiskere. Den eneste sejlbåd vi mødte vendte om, da den kom til den første smalle passage. Der er også meget smalt og temmelig lavvandet på de anden side af bøjerne - som det ses på billedet til højre. Endnu en gang var det som at sejle gennem et postkort. Men i en helt anden skovklædt natur end skærgården.
Da vi kom ud syd for øen, kom vi tilbage på skærgårdens motorvej i myldretiden. Vi havde fået Grundsund anbefalet af vores kapell-smed, og det er et dejligt sted. Vi klarede sørme også ankerfortøjningen denne gang uden problemer. Også denne by er af den nuttede slags med restauranter på kajen, smalle gader og smukke træhuse.
Og der er nok at se på her i havnen. Der er der nemlig en smal kanal til Skutevik med en bro, hvor der er en gennemsejlings højde på 5 meter. Så motorbåde tøffer forbi i en lind strøm, som det kan ses på billedet til venstre.



Vejr: Sol - 26 grader - svag vind
Distance: 12 sømil
Sejlet i alt: 862 sømil på 151 timer og 32 min
Position: 58°12,9 N 11°25,1 E

Barometer: 1031 millibar

1 kommentar:

  1. SÅ er jeg hjemvendt fra sommerferie...kun brugt 4 uger, sælges billigt ! Kan se, at det ikke kun er mig, der tager billeder af "mærkelige ting" (udtalt af mand og børn)...har også kameraet fuldt af diverse døre i Sienna, vasketøj på snor, dørgreb, butiksskilte i Alsace og meget andet "skørt" :O) Har lige scrollet ned igennem den sidste måneds tid af Jeres sejllads...og kan stadig bare hygge mig over de skønne billeder og den fine fortællerstil ! Har også lige været en tur på vandet..i en lille sejlbåd i Pelzerhagen/Neustadt, hvor vi dog kun tukkede fra den lille havn over den en større (Ancora, hed havnen). Sød lille sejlbåd ved navn "Himmelblå"...jeg har intet kendskab til søfaretøjer, men jeg smider et foto på min blog i løbet af nogle dage.
    Fortsat god tur til Jer alle 3.
    KH Christina

    SvarSlet